Leukæmi

Hvad er Leukæmi?

Leukæmi er en kræftsygdom i blodets hvide blodlegemer, som kaldes leukocytter.  

De hvide blodlegemers opgave er at forsvare kroppen mod fremmed indtrængning, herunder infektioner. De består af en række undertyper, som overordnet kan opdeles i to celletyper, alt efter om de kan:  

• bekæmpe bakterier og svampe (myeloid) eller
• bekæmpe virus og danne antistoffer (lymfoid).

De hvide blodlegemer har en begrænset levetid, og der må hele tiden produceres nye. Det sker primært i den røde knoglemarv, som findes i knoglernes hulrum. Fornyelsen af blodlegemer sker fra stamceller, der deler sig, og over flere modningstrin modnes til blodets forskellige legemer, herunder hvide blodlegemer. 

Sygdommen leukæmi opstår ved skade (mutationer) på generne i de hvide blodlegemer. Skader på generne kan resultere i, at deling og vækst af de hvide blodlegemer med forandrede gener sker ureguleret. Det ukontrollerede produktion af ondartede hvide blodlegemer kan føre til fortrængning den normale knoglemarvsfunktion. Derfor ser man ofte blodmangel og blodplademangel ved leukæmi.  

Afhængig af celletype, modningsgrad og delingshastighed inddeles leukæmier i fire hovedtyper: 

• Akut Myeloid Leukæmi (AML)
• Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL)
• Kronisk Myeloid Leukæmi (CML)
• Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL)

Læs også artiklen Generelt om kræft. 

Symptomer

Når antallet af ondartede hvide blodlegemer øges i knoglemarven og i blodet, fortrænges de normale hvide blodlegemer, blodplader og røde blodlegemer. Derudover kan der opstå produktion af blodlegemer udenfor knoglemarven i milten, som forstørres og kan give tryk på andre organer. Hvis det drejer sig om lymfoide leukæmier som akut lymfoblastær leukæmi eller kronisk lymfatisk leukæmi er hævede lymfeknuder også et hyppigt fund, da leukæmiceller forandrer lymfeknudernes normale struktur. 

Symptomerne vil derfor hyppigt være: 

• Øget tendens til infektioner
• Blødninger, fx fra tandkød
• Blå mærker
• Små punktformige hudblødninger
• Symptomer på blodmangel, dvs. træthed, bleghed, svimmelhed og åndenød.
• B-symptomer som nattesved, feber, og vægttab især ved de lymfoide leukæmier
• Tryksymptomer fra forstørrede organer (lever og milt) og lymfeknuder.

Symptomerne er mest udtalte og opstår hurtigt efter få dage eller uger ved de akutte leukæmier. Ved de kroniske leukæmier opstår symptomerne derimod over en længere periode, dvs. efter måneder eller år. Det er ikke sjældent, at de kroniske leukæmier findes helt tilfældigt i forbindelse med undersøgelse for andre sygdomme eller helbredsundersøgelser. 

Andre symptomer kan være vægttab, nattesved, forstørrede lymfeknuder og ved kronisk leukæmi, specielt kronisk myeloid leukæmi, optræder en forstørret milt. Det kan give trykken og smerter i maven samt nedsat appetit. 

Hvordan forløber sygdommen?

Akutte leukæmier er livstruende sygdomme, som kan medføre døden inden for få uger til måneder, hvis de ikke bliver behandlet. Kroniske leukæmier forløber over en årrække. En del patienter med kronisk lymfatisk leukæmi ikke har brug for behandling ved diagnose, men observeres blot. 

Hvem får sygdommen?

Leukæmi optræder langt hyppigst hos voksne. Det gælder generelt, at risikoen for at blive syg af leukæmi stiger med alderen, bortset fra akut lymfatisk leukæmi, som hyppigst rammer yngre.  

Den hyppigste form er kronisk lymfatisk leukæmi, hvor der ses ca. 400 nye tilfælde om året i Danmark. Heraf er ca. 2/3 mænd.  

De øvrige leukæmiformer er mere sjældne. Der er ca. 200 nye tilfælde af akut myeloid leukæmi om året, ca. 100 af kronisk myeloid leukæmi og ca. 60 af akut lymfatisk leukæmi. 

Børn 

Omkring 45 børn får leukæmi om året. Heraf udgør akut lymfatisk leukæmi 80-85 %, og er den hyppigste kræft form hos børn. Næst hyppigst er akut myeloid leukæmi. Sjældent ses kronisk myeloid leukæmi.  

Hvad er årsagen til leukæmi?

Årsagen til leukæmi er langt oftest ukendt. Kun hos ganske få procent kan der påvises en årsagssammenhæng. Det kan være stråling, nogle erhverv med kemiske stoffer eller tidligere kræftbehandling (terapi-udløst leukæmi). Derudover kan medfødte genforandringer disponere leukæmi, f.eks. Downs syndrom og andre medfødte genetiske tilstande.  

Undersøgelser ved leukæmi

Hvis en blodprøve giver mistanke om leukæmi, skal du have foretaget en knoglemarvsundersøgelse for at få stillet diagnosen. 

Desuden vil nogle former for leukæmi kræve en undersøgelse af din rygmarvsvæske for at se, om sygdommen har bredt sig. Det gælder altid for akut lymfatisk leukæmi. Diagnosen kronisk lymfatisk leukæmi kan dog stilles på blodprøve alene. 

Specielle forhold hos børn

Hos børn vil man oftest vælge at foretage knoglemarvsundersøgelsen i fuld bedøvelse. Virusinfektioner (bl.a. kyssesyge) kan i visse tilfælde ligne leukæmi. Ved specialundersøgelser af de hvide blodlegemer kan man finde ud af, hvad barnet fejler. 

Behandling af leukæmi

Behandling af leukæmi afhænger af leukæmitypen. Ofte indgår kemoterapi, som er en behandling med celledræbende midler. Kemoterapi gives ofte i kure, bestående af flere typer stoffer med forskellige virkningsmekanismer. Man får medicin dagligt i en periode på nogle dage, efterfulgt af en periode, hvor man ikke får medicin, og den raske del af knoglemarven får tid til at gro til normalt niveau. Nogle celledræbende midler kan gives som tabletter, mens andre skal indsprøjtes i en blodåre (intravenøst). Ved kronisk myeloid leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi spiller behandlinger målrettet mod særlige genforandringer (targeteret behandling) en stor rolle, ligesom der i dag også findes mange former for targeteret behandling behandling til akut myeloid leukæmi. Disse behandlinger indtages som tabletter. 

• Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt, herunder leukæmiceller, men også hårceller, normale knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller.
• Kemoterapi giver derfor bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og øget tendens til infektioner.
• Kemoterapi i tabletform virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis der gives store doser af kemoterapi, kan bivirkningerne blive alvorlige.

Hvad kan du selv gøre? 

Det vigtigste, du selv kan gøre for at lette behandlingen, er at være opmærksom på bivirkninger eller nye symptomer og meddele det til sundhedspersonalet. Behandling af leukæmi er en specialistopgave og varetages på hæmatologiske afdelinger. Den afdeling, der står for din behandling, kan informere dig om forholdsregler under behandling, herunder ved hvilke symptomer man straks skal kontakte afdelingen.  

Akut Myeloid Leukæmi (AML)
Ved denne type leukæmi gives intensiv kemoterapi i kure som indsprøjtning i en blodåre. Behandlingen foregår i nogle tilfælde indlæggelse på hospital, da der ofte støder bivirkninger til, fx infektioner, blodmangel og blødningstendens, hvor der er behov for antibiotika, blod- og blodpladetransfusioner og anden understøttende behandling. Behandlingen kan også foregå ambulant, dvs. uden indlæggelse. 

Til nogle patienter kan den intensive kemoterapi suppleres med en behandling, som er mere specifikt rettet mod de ondartede celler. Det vil være antistofbehandling, som er rettet mod et protein på de ondartede cellers overflade, eller en enzymhæmmer (proteinkinasehæmmer) rettet mod ændringer i signaleringsvejene, som skyldes genforandringer inde i de ondartede celler. 

Det er ikke alle patienter, der kan tåle den meget intensive behandling, hvor der kan ses alvorlige komplikationer som f.eks. livstruende infektioner. Hos ældre patienter vælger man derfor ofte en mindre intensiv behandling, så kan bestå at målrettet behandling kombineret med en mildere form for kemoterapi. Behandlingen foregår som primært ambulant. 

Behandlingerne gentages, når antallet af normale celler i blodet er normalt eller næsten normalt. Ved at give flere behandlinger, evt. forskellige typer, øges chancen for at få udryddet alle leukæmicellerne. Der findes også behandlinger, der kører med faste intervaller. 

Hvis der ved laboratorieundersøgelser af leukæmicellerne er konstateret særlige risikofaktorer, fx specielle genforandringer eller dårligt respons på den indledende behandling, kan behandlingen afsluttes med en knoglemarvstransplantation, der erstatter patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor.  

En sjælden undertype af AML, hvor der er ombytning af dele af kromosom 15 og 17 i de ondartede celler (promyelocytleukæmi), behandles med A-vitamin og arsenik og har en særlig god prognose. Denne sygdom er ofte kendetegnet ved blødningstendens ved diagnosen.

Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL)
Denne type leukæmi behandles som beskrevet under akut myeloid leukæmi. Valget af stoffer er dog forskelligt. Da akut lymfatisk leukæmi har tilbøjelighed til at sprede sig til hjerne og rygmarvsvæske, gives også små doser kemoterapi ind i rygmarvsvæsken. Derudover vil mange med ALL få vedligeholdelsesbehandling i længere tid efter den intensive kemoterapi. Ligesom ved AML, vil man hos nogle patienter tilbyde transplantation, såfremt man ud fra sygdommens genetik og/eller respons på indledende behandling vurderer, at der er høj risiko for tilbagefald. 

I tilfælde af tilbagefald eller manglende effekt af standardbehandlingen kan der i specielle tilfælde anvendes en immunterapi, hvor kroppens raske immunceller (T-lymfocytter) udtages fra patienten og genmodificeres i laboratoriet. Herved bliver cellerne i stand til at ødelægge kræftcellerne, når de gives tilbage til patienten med en indsprøjtning i en blodåre. Denne behandling kaldes CAR-T. Der findes også antistoffer, der virker ved at dirigere kroppens egne raske immunceller hen mod de syge leukæmiceller.

Kronisk Myeloid Leukæmi (CML)
Denne leukæmi er resultatet af en specifik pådraget gendefekt med ombytning af dele af kromosom 9 og 22 i leukæmicellerne (Philadelphia kromosom). Dette fører til dannelse af et defekt protein (enzym), som er ansvarlig for, at leukæmicellerne deler sig uhæmmet og overlever. Til behandling af denne type leukæmi anvendes enzymhæmmere (proteinkinasehæmmere) rettet mod dette specifikke protein. Der er udviklet flere typer (generationer) af disse midler.  

Behandlingen gives som tabletter. Bivirkningerne er anderledes end ved kemoterapi. Det kan være væskeophobning, hjertebivirkninger eller almene symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og muskelkramper. Der kan også opstå påvirkning af den raske knoglemarvsfunktion, så produktionen af røde blodlegemer, blodplader og hvideblodlegemer hæmmes. Hvis en type enzymhæmmer er forbundet med for mange bivirkninger eller ikke virker på leukæmi sygdommen, skiftes der oftest til en anden type (generation). Nogle gange kan sygdommen også udvikle resistens mod de mest almindeligt brugte proteinkinasehæmmere. I dette tilfælde kan man nogle gange bruge nogle af de nyere typer proteinkinasehæmmere.  

I tilfælde hvor ingen af enzymhæmmerne kan fjerne og/eller kontrollere leukæmien, vil der være risiko for, at sygdommen over tid kan ændre karakter til en akut leukæmi, som er svær at behandle (blastkrise). I sådanne tilfælde er den eneste behandling, der til dato har vist sig helbredende, en knoglemarvstransplantation fra en rask donor.

Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL)
I tilfælde, hvor der kun er et beskedent og stabilt antal leukæmiceller i blod og marv, er behandling ikke nødvendig. I disse tilfælde observeres patienterne uden behandling. Nogle patienter får aldrig behov for behandling. Hvis leukæmien viser tegn til at fortrænge den normale knoglemarv eller giver generelle symptomer i form af vægttab, nattesved eller hudkløe, startes medicinsk behandling. Det kan være kemoterapi med antistofbehandling rettet mod protein på cellernes overflade eller enzymhæmmere, evt. sammen med antistof, rettet mod signaleringsvejene inde i de ondartede celler (BTK- eller BCL2-hæmmer). 

I meget sjældne tilfælde udvikler CLL sig til mere aggressiv lymfekræft (Richters transformation), der må behandles med mere intensiv kemoterapi og evt. knoglemarvstransplantation i nogle tilfælde.  

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse. 

Forfattere