ADHD hos voksne
Hvad er ADHD hos voksne?
ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, dvs. en lidelse med forstyrrelse i opmærksomhed og hyperaktivitet.
På dansk kaldes ADHD for Hyperkinetisk forstyrrelse når man anvender den internationale sygdomsklassifikation ICD-10. Diagnosen hyperkinetisk forstyrrelse beskriver den sværest ramte tredjedel af de patienter, der får diagnosen ADHD. Den tidligere benævnelse DAMP bruges ikke længere, da den kun beskriver en undergruppe af ADHD/Hyperkinetisk forstyrrelse.
ADHD er en udviklingsforstyrrelse, der viser sig i barndommen og i teenageårene, og hos mange fortsætter den op i voksenalderen. Se også ADHD hos børn.
Symptomer
Symptomer hos voksne med ADHD er, at de i udtalt grad, i de fleste situationer og vedvarende gennem livet:
- Har let ved at blive distraheret og har svært ved at fastholde opmærksomheden
- Ofte undgår opgaver, der kræver vedvarende opmærksomhed eller stillesiddende opgaver
- Er impulsive og rastløse - f.eks. at tale meget og bryde ind på upassende vis
- Kan have hyperaktivitet i form af uro i arme eller ben
- Ofte er dårlige til at planlægge og organisere - hvilket giver problemer med overblik
- Kan have humørsvingninger og vredesudbrud, have et stort temperament
- Ofte søger spænding og risici for bedre at kunne koncentrere sig
- Kan være utålmodige, f.eks. i trafikken
- Har stor risiko for at udvikle andre psykiske lidelser, bl.a. angst, depression og misbrug
- Har mange tanker kørende, ofte flere tankesæt ad gangen (mental hyperaktivitet/mind wandering), og disse er vanskelige at stoppe
- Kan virke fraværende, dagdrømmende og som om de ikke hører efter
- Har problemer med tidsfornemmelse og problemer med at falde i søvn eller en forskudt døgnrytme.
Disse symptomer skal give anledning til klare vanskeligheder før de er tegn på ADHD.
Andre psykiske sygdomme
Mange voksne med ADHD har ofte yderligere en eller flere psykiske sygdomme, psykiatrisk samsygelighed: søvnforstyrrelser, stemningslidelser, som depression og bipolar affektiv sindslidelse, angstlidelser, afhængighedslidelser af både misbrugsstoffer, men også adfærdsafhængigheder f.eks. spilafhængighed, personlighedsforstyrrelser, tics og Tourettes syndrom, autisme spektrum lidelser, indlæringsvanskeligheder, ord- og talblindhed spiseforstyrrelser). Alle disse problemer resulterer i vanskeligheder med at fungere i relation til skole, arbejde og i personlige forhold.
Hvordan forløber sygdommen?
Tidligere var det en udbredt forståelse, at forstyrrelsen "forsvandt", når man blev voksen, at man så at sige voksede sig fra den. Nu er man blevet opmærksom på, at ADHD hos mange fortsætter i voksenalderen, blot med mindskede eller ændrede symptomer, men fortsat udtalte vanskeligheder med nedsat funktionsniveau. Baggrunden for at det er svært at opdage eller diagnosticere ADHD hos voksne er, at:
- Hyperaktiviteten forsvinder ofte og bliver til indre rastløshed
- Voksne kompenserer bedre for vanskeligheder end børn
- Voksne i højere grad end børn har andre psykiske sygdomme oveni, der kommer til at "skjule" ADHD symptomerne og gør dem vanskeligere at opspore.
Hvem får sygdommen?
Danske og udenlandske undersøgelser viser, at 4-8 % af alle børn har ADHD (1-2 % har hyperkinetisk forstyrrelse). Drenge får diagnosen ca. 4 gange oftere end piger. Godt halvdelen af de børn, som har diagnosen, vil fortsat have vanskeligheder som voksne. Man regner med omkring 2-3 % af voksne har ADHD.
Hvad er årsagen til ADHD hos voksne?
Baggrunden for ADHD er ikke fuldt afklaret, men neuro-psykiatriske faktorer er fremtrædende, og der er en meget høj grad af arvelighed. I praksis skyldes ADHD hos de fleste ikke defekter på enkelte gener, men den enkeltes generelle genetiske sammensætning med en række risikogener.
Undersøgelser ved ADHD hos voksne
Når man skal stille diagnosen ADHD, lægges der stor vægt på omhyggeligt at udspørge patienten og de pårørende om patientens tidligere udvikling, livsforløb, symptomer og funktionsvanskeligheder. Forinden skal man afklare om patienten lider af andre psykiske eller kropslige lidelser, der helt eller delvist kan forklare ADHD-symptomerne. Samtalerne suppleres med det kliniske indtryk af patienten under samtalerne og evt. udfyldelse af spørgeskemaer, bl.a. for at få indtryk af sværhedsgraden af sygdommen.
Specielle forhold hos børn
Se ADHD hos børn.
Behandling af ADHD hos voksne
Hvis diagnosen ADHD stilles, bør der gives undervisning (psykoedukation) i lidelsen og dens behandling. Ved middelsvære og svære tilstande vil der blive tilbudt medicinsk behandling, samtidig med at man får rådgivning i, hvordan man lærer at takle de vanskeligheder man har, som følge af ens opmærksomhedsforstyrrelse.
Mange voksne med ADHD har vanskeligheder med at få struktur på tilværelsen, og hvis der samtidig er andre psykiske lidelser, kan det gøre behandlingen mere vanskelig.
Behandling med medicin
Den medicinske behandling af ADHD med de centralstimulerende stoffer, methylphenidat og dexamfetamin, virker ved at øge mængden af signalstoffer i hjernen. Der er tale om dopamin og i mindre grad noradrenalin, og virkningen indtræder med det samme.
Atomoxetin er et ikke-centralstimulerende stof, der virker ved at øge mængden af noradrenalin og i mindre grad dopamin. Virkningen indtræder som regel først efter 1-2 måneders behandling.
Guanfacin er også et ikke-centralstimulerende stof, der sænker blodtrykket og også har effekt på ADHD-symptomer. Virkningen er ikke helt klarlagt, og indtræder først efter ugers behandling. Behandlingen er ikke i Danmark godkendt til voksne.
Man kan ikke på forhånd sige noget om hvilket lægemiddel eller dosis, der virker optimalt hos den enkelte, så ofte må man forsøge sig frem for at se hvilket lægemiddel, der er mest effektivt. Man starter i reglen med methylphenidat, der er det mest undersøgte stof.
Behandlingen fører til øget opmærksomhed, mindre hyperaktivitet og mindre impulsivitet. Hvis medicinen tages som ordineret, er medicinsk behandling generelt set meget effektiv.
Se seks film om ADHD i Tema om ADHD.
Kontakt evt. ADHD-foreningen.
Lægemidler
Midler mod ADHD
De registrerede midler mod ADHD består af de centralstimulerende midler methylphenidat og dexamfetamin samt de ikke-centralstimulerende midler atomoxetin og guanfacin.
Midler, der virker centralstimulerende, medfører alle risiko for misbrug - primært hos patienter, der i forvejen har en misbrugsproblamtik. Risikoen ved lisdexamfatamin er sandsynligvis mindre, da virkningen af dette stof indtræder langsommere.
Medicin, som indeholder methylphenidat, kan opdeles i to slags præparater:
- Præparater, hvor stoffet frigøres med det samme, med en virkningsvarighed på 3-4 timer. Den korte virkningsvarighed medfører, at medicinen skal tages 2-5 gange i løbet af dagen for at dække behovet. Der er som ved almindelig dexamfetamin risiko for misbrug.
- Depotpræparaterne med en virkningsvarighed på 5-7 timer skal tages 2-3 gange i løbet af dagen, og depotpræparater med 7-12 timers virkningsvarighed 1-2 gange i løbet af dagen.
Dexamfetamin og lisdexamfetamin har næsten samme virkningsmekanisme som methylphenidat. Dexamfetamin har været anvendt i begrænset omfang i mange år på grund af risiko for misbrug. Lisdexamfetamin er en type af dexamfetamin, der aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen (et såkaldt "prodrug"). Den langsomme omdannelse til dexamfetamin sænker risikoen for misbrug i forhold til almindeligt hurtigtvirkende dexamfetamin.
- Dexamfetamin har en virkningsvarighed på 4-6 timer. Det tages 2-3 gange i døgnet.
- Lisdexamfetamin har depotvirkning med 7-12 timers varighed. Dette betyder, at medicinen tages 1-2 gange pr. dag.
Atomoxetin har en lidt anden virkningsmekanisme end de stimulerende midler. Det påvirker niveauerne af forskellige signalstoffer i hjernen og virker først efter, at man har taget det dagligt i 1-3 måneder. Når virkningen er indtrådt, varer den ved hele døgnet.
Guanfacin er ikke et stimulerende middel som methylphenidat og dexamfetamin. Midletpåvirker noradrenalinreceptoren. Guanfacin anvendes primært hvis behandling med centralstimulerende stoffer eller atomoxetin medfører bekymrende belastning af hjertet (f.eks. hos børn med hjertefejl, højt blodtryk eller hurtig puls).
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
