Overaktiv blære

Revideret: 28.03.2025

Hvad er Overaktiv blære?

Overaktiv blære er en tilstand, hvor blæren reagerer for tidligt og for kraftigt under opfyldning af blæren. Det vil sige, at man mærker vandladningstrang ved en mindre mængde urin i blæren end normalt.  

 

Trangen opstår pludseligt og er kraftig. Ind imellem så kraftig, at vandladningsrefleksen ikke kan undertrykkes, så man lader vandet ufrivilligt. 

 

Overaktiv blære kan opstå som en tilstand i sig selv, men tilsvarende symptomer kan også skyldes sygdom i nervesystemet eller i urinblæren. Hos mænd kan de være en følge af forstørret prostata

Symptomer

De typiske symptomer er hyppig vandladning i små portioner med pludselig kraftig vandladningstrang evt. med ufrivillig vandladning (urge inkontinens). De fleste har også natlige vandladninger. Symptomerne kan evt. forværres ved kuldepåvirkning eller aktivitet. 

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen er ufarlig, men den er belastende i dagligdagen og lægger begrænsninger for personen som rammes. Man kan bruge hjælpemidler for at sikre, at man ikke tisser i bukserne.
Sygdommen er kronisk, men kan svinge meget i intensitet. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få overaktiv blære, men risikoen for at få sygdommen øges med alderen. 

Hvordan smitter overaktiv blære?

Overaktiv blære smitter ikke. 

Hvad er årsagen til overaktiv blære?

Man ved ikke, hvorfor nogle udvikler overaktiv blære.  

Hvis tilsvarende symptomer udvikles efter eller i forbindelse med en anden sygdom, kan man forklare sammenhængen. Eksempler på sådanne sygdomme er blærebetændelse, sklerose og sukkersyge

Undersøgelser ved overaktiv blære

Diagnosen kan oftest stilles alene ud fra grundig sygehistorie og et skema med væske og vandladning, hvor man over 3 dage noterer, hvor meget man drikker, og hvor meget og hvornår man lader vandet. 

 

Muligvis skal urinen undersøges for at sikre, at der ikke er blod, sukker eller betændelsesceller i urinen som tegn på anden mulig sygdom som årsag til symptomerne. 

 

Undersøgelser på sygehuset kan også komme på tale. F.eks. en cystometri, hvor man måler trykket i blæren, mens den fyldes med vand. Dette for at se om blæren reagerer abnormt, mens den fyldes. 

En kikkert undersøgelse (cystoskopi) kan blive udført, især hvis symptomerne er opstået i løbet af kort tid. 

Behandling af overaktiv blære

Hvad kan du selv gøre? 

I nogle tilfælde kan symptomerne bedres, hvis du styrker bækkenbundsmuskulaturen ved bækkenbundstræning. 

 

Medicinsk behandling
Behandlingen har til formål at dæmpe blæremusklen, så blæren rummer mere og vandladningsrefleksen svækkes. Denne behandling virker på symptomerne, men den helbreder ikke lidelsen. 

 

I svære tilfælde kan man indsprøjte botulinumtoksin i blæremuskulaturen. I velegnede tilfælde kan man herved opnå en god og længere varende afslapning af blæremuskulaturen. Behandlingen kan gentages efter 3 mdr. 

Lægemidler

Midler mod muskelsammentrækninger i urinblæren

Behandlingen sigter på at nedsætte blæremusklens evne til at trække sig sammen, enten ved at virke afslappende på selve blæremuskulaturen eller hæmme nerveimpulsen til blæren. 

 

Stofferne blokerer delvis nervernes effekt på blæremusklen. Samme type af nerver findes i linsen i øjet, spytkirtlerne og tyktarmen. Derfor kan behandlingen give bivirkninger i form af læsebesvær, mundtørhed og forstoppelse. 

 

Botulinum toxin, som indsprøjtes i blærens muskulatur, kan virke så kraftigt, at blæren må tømmes med kateter i en periode, indtil effekten igen aftager. 

Midler mod ufrivillig vandladning hos kvinder (stress-inkontinens)

Midlet virker ved at stimulere urinblærens lukkemuskel, så ufrivillig vandladning mindskes.  

Forfattere

Erik Breth Jakobsen (Forfatter)