Mangel på væksthormon

Revideret: 07.03.2024

Hvad er Mangel på væksthormon?

Væksthormonmangel er en sygdom, som skyldes, at patienten producerer meget mindre væksthormon end normalt. 

 

Væksthormon bliver dannet i hypofysen, som er en lille kirtel, der ligger i bunden af kraniet bag næsehulen. Hypofysen producerer flere såkaldt overordnede hormoner, der har betydning for en lang række af kroppens funktioner. Et af disse hormoner kaldes væksthormon. 

 

Væksthormon er afgørende for længdevæksten efter fødslen og dermed også sluthøjden efter pubertetens afslutning. Væksthormon har også funktioner hos det udvoksede individ, som omfatter øget fedtforbrænding og vedligeholdelse af muskulatur, knogler og bindevæv.  

Symptomer

Børn med sygdommen vokser meget dårligt og vil ubehandlet opnå en meget lav sluthøjde. Voksne og børn har nedsat muskelmasse og øget mængde kropsfedt. Et symptom hos voksne kan være træthed.  

Hvordan forløber sygdommen?

Hvis man får sygdommen som barn, medfører den nedsat vækst og en lav sluthøjde. Både hos børn og voksne fører mangel på væksthormon til, at de får nedsat muskelmasse og en øget mængde kropsfedt. Gradvist udvikler man muskelsvækkelse, nedsat energi og i nogle tilfælde en unormal træthed. På lidt længere sigt kan sygdommen føre til tidlig åreforkalkning.  

Hvem får sygdommen?

Alle kan få sygdommen.

Hvad er årsagen til mangel på væksthormon?

I sjældne tilfælde er sygdommen medfødt - oftest på grund af såkaldte mutationer i dine arveanlæg. Det mest almindelige er, at du udvikler sygdommen, hvis du har en svulst tæt på hypofysen. Væksthormonmangel kan også opstå, hvis du har fået strålebehandling som har omfattet hoved eller halsregionen.  

Undersøgelser ved mangel på væksthormon

Lægen måler mængden af væksthormon ved, at du får taget blodprøver efter en såkaldt stimulationstest, der skal undersøge hypofysens evne til at afgive væksthormon.

Der findes mange forskellige stimulationstest, men de har alle det tilfælles, at de kræver en hel række blodprøver, som du skal have taget i løbet af 2-3 timer. Ved disse blodprøver vurderer lægen samtidig aktiviteten af de andre hormoner i hypofysen.

For at afklare årsagen til manglen af væksthormon rekvirerer lægen også en scanning af hypofyseområdet. 

Behandling af mangel på væksthormon

Væksthormonmangel behandles med daglige indsprøjtninger af væksthormon under huden. Væksthormon fremstilles ved hjælp af genteknologi og forhandles som tørstof eller i færdig opløst form i moderne penne-systemer, som let kan anvendes af forældrene eller patienten selv. 

 

Da kroppens væksthormon fra hypofysen hos raske personer overvejende frigives i løbet af natten, anbefales det at foretage indsprøjtningen om aftenen, så kroppens naturlige døgnrytme efterlignes bedst. Behandlingen skal fortsætte livet ud men dosisbehovet aftager med alderen. 

Lægemidler

Væksthormon

Somatropin til behandling af mangel på væksthormon er fremstillet ved genteknik, men er identisk med det naturlige væksthormon, som dannes i hypofysen. Hypofysen er en lille kirtel i hjernen, som ud over væksthormon producerer andre vigtige hormoner til regulering af kroppens funktioner.
 

Mecasermin er ikke et væksthormon, men er identisk med et andet naturligt forekommende hormon insulinlignende vækstfaktor-I (IGF-I). IGF-I er nødvendigt for normal vækst. Patienter med IGF-I-mangel producerer væksthormon, men kroppen er ikke i stand til at reagere normalt på det. 

Forfattere