Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, tidl. borderline personlighedsforstyrrelse

Revideret: 24.07.2024

Hvad er Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, tidl. borderline personlighedsforstyrrelse?

Et menneskes personlighedsstruktur er vedvarende mønstre for tanke- og følelsesliv, behovstilfredsstillelse og forhold til andre mennesker. Nogle mennesker har en personlighedsstruktur, som skaber vanskeligheder for dem i de omgivelser, de lever i. Det kan have form af en reel personlighedsforstyrrelse, som gør det svært at opretholde gode relationer og et fast arbejde. 

Symptomer

Det centrale ved emotionelt ustabil personlighedsstruktur, er at man har nogle vedvarende træk der er forstærkede, som ofte er præget af en følelse af usikkerhed, svækket identitetsfølelse, tendens til at skabe intense, men ustabile forhold til andre, tomhedsfølelse og tendens til selvdestruktivitet, fx ved selvskade eller selvmordsforsøg. Humøret er omskifteligt, og der er tilbøjelighed til kraftige følelsesmæssige udbrud, og til at skabe konflikter i forhold til andre mennesker. Resultatet er, at man har vanskeligt ved at indgå i stabile sociale forhold i familien, og især på arbejdspladsen, hvor man ofte ser at disse personer skifter ansættelser ofte, med afsæt i konflikter. Der kan også være anvendelse af rusmidler, som kan forstærke konflikterne. 

Hvordan forløber sygdommen?

Det er en tilstand med ekstreme karakteristika sammenlignet med det gængse, hvilket kan føre til forværring og mulige andre psykiske lidelser med dramatiske forløb. For at fastslå en personlighedsforstyrrelse skal disse træk være observeret siden ungdommen eller tidlig voksen alder, og symptomerne kan aftage over tid. 

Hvem får sygdommen?

Tilstanden ses langt hyppigere hos kvinder end mænd, men den nyeste forskning tyder på at tilstanden opdages sjældnere hos mænd. 

Hvad er årsagen til emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, tidl. borderline personlighedsforstyrrelse?

Tilstanden skyldes et komplekst samspil mellem genetiske (arvelige) og miljømæssige forhold, der fører til en mangelfuld udvikling af sociale færdigheder under hele opvæksten, ofte i samspil af en opvækst under ustabile og belastende forhold præget af fx misforståelser, vold og rusmiddelbrug hos forældrene. 

Undersøgelser ved emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, tidl. borderline personlighedsforstyrrelse

Grundig psykiatrisk vurdering er nødvendig for at udelukke, at symptomerne skyldes anden psykisk eller legemlig sygdom. 

Behandling af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, tidl. borderline personlighedsforstyrrelse

Behandlingen er først og fremmest psykoterapeutisk med fokus på at opnå mere hensigtsmæssig adfærd og øvelse i at håndtere eller foregribe de mange problemer, der følger af den uhensigtsmæssige adfærd, og sigter mod at opnå en større evne til at begå sig i relation til andre mennesker. Der kan benyttes forskellige psykologiske metoder hertil, flere fremhæver dialektisk adfærds terapi som den mest fremherskende.

 

Medicinsk behandling 

Medicinsk behandling kan komme på tale ved depression, angst eller afhængighed. Sociale indsatser kan være meget vigtige. 

 

Du kan få mere information om sygdommen hos Borderlinenetværket

Forfattere