Sengevædning

Hvad er Sengevædning?

Sengevædning eller ufrivillig natlig vandladning (enuresis nocturna) er normal vandladning, som blot sker, mens man sover. Det er en naturlig ting i de første leveår, og derfor taler man først om sengevædning, når et barn er fyldt fem år.

Der skelnes mellem to former: 

• en primær form, hvor man altid har haft sengevædning, altså tisser i sengen.
• en sekundær form, hvor man - efter ikke at have haft natlig sengevædning i mindst seks måneder - igen tisser i sengen.

Symptomer

Ved den "rene" form for sengevædning er der ingen andre symptomer. Er der også vandladningssymptomer om dagen, bør barnet undersøges for andre sygdomme. 

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen helbredes spontant med tiden hos langt de fleste. I 5-6 års-alderen ses sengevædning hos 15-20 %. Hos omkring 1 ud af 100 fortsætter problemet ind i voksenalderen. Lidt flere drenge end piger har ufrivillig natlig vandladning. 

Hvem får sygdommen?

Sygdommen kan ramme alle børn. Der er øget risiko, hvis nære familiemedlemmer har haft problemet. 

Hvordan smitter sengevædning?

Sengevædning smitter ikke. 

Hvad er årsagen til sengevædning?

Der er flere faktorer, som i varierende grad bidrager til, at man har sengevædning: 

• Høj produktion af urin om natten. Kroppens urinproduktion styres blandt andet af et hormon, der hedder antidiuretisk hormon. Børn, der er sengevædere, udskiller ofte for lidt af dette hormon om natten, hvorved urinproduktionen om natten bliver unormalt høj. Når produktionen overstiger det, urinblæren kan rumme, lades vandet. Enten ved at man vågner og lader vandet (nykturi), eller ved at man lader vandet uden at vågne (sengevædning).
• Nedsat rummelighed i blæren, dvs. blæren er mindre end normalt. Nogle har en for lille blære i forhold til alderen, uden at der er tale om en egentlig sygdom. Andre har en bagvedliggende sygdom, som er årsagen. Hvis man har en sygdom, vil man ofte også have vandladningssymptomer om dagen.
• Nogle mennesker sover så dybt, at de ikke mærker vandladningstrangen under søvn og derfor tisser i sengen.

Undersøgelser ved sengevædning

Som regel skal man notere på et skema, hvor meget væske barnet drikker i løbet af nogle døgn for at undersøge, om barnet drikker uhensigtsmæssigt om aftenen. Eventuelt skal der undersøges for blærebetændelse. 

Hvis der er mistanke om en anden sygdom, som årsag til sengevædningen, vil man blive henvist til en specialafdeling på sygehuset.  

Nærmere undersøgelse af blærefunktionen kan ske ved en trykmåling af urinblæren cystometri. 

Behandling af sengevædning

Sygdommen går som regel over af sig selv, men det er ønskeligt, at det er sket inden skolestart. 

Opgaven med at understøtte udvikling af normalt vandladningsmønster hos barnet involverer familien. Man kan bruge et specielt lagen, der aktiverer et ringeapparat, når det bliver vådt. Herved vågner barnet og forælder ved vandladning. Hensigten er at ændre barnets fornemmelse af en fyldt blære til opvågning og bevidst vandladning.  

Barnet bør i dagtimerne opfordres til bevidst at lade vandet, så snart vandladningstrang kommer.  

Er urinmængden om natten stor, kan der gives medicin ved sengetid, der nedsætter urinproduktionen om natten. 

Medicinsk behandling
Desmopressin er kunstigt fremstillet og virker som kroppens naturlige hormon til at nedsætte urinproduktionen. Det kan gives enten som smeltetabletter, almindelige tabletter eller næsespray mod sengevædning. Sædvanligvis behandles sengevædning ikke før 5-års-alderen. 

Forfattere