Spiseforstyrrelser
Hvad er Spiseforstyrrelser?
Ved spiseforstyrrelser er der et påvirket forhold til det at spise.
Ved anoreksi eller nervøs spisevægring (anorexia nervosa), vil man undgå at indtage mad og forsøge på forskellige måder at tabe sig.
Ved bulimi eller nervøs spiseanfalds-tilbøjelighed (bulimia nervosa) har man tilbagevendende anfald, hvor man først indtager en overdreven mængde mad (ædeflip) og bagefter kaster op eller tager afføringsmidler for at holde sin vægt nede. I de senere år er overspisning, eller binge eating disorder (tvangsoverspisning), også kommet på listen over spiseforstyrrelser der behandles i Danmark. Ved overspisning er der indtagelse af meget store mængder mad i anfald, eller fortløbende, uden opkastninger, og med en tvangspræget oplevelse for den der spiser.
Symptomer
Anoreksi
Der indtræder et betydeligt vægttab, op til 15 %, og en forvrænget opfattelse af kroppens udseende, som opfattes som tyk. Det fører til overmotionering og ofte brug af afføringsmidler for at undgå at tage på. Hos kvinder ophører menstruationen efterhånden, og det kan resultere i knogleskørhed og påvirket frugtbarhed i mange år.
Bulimi
Tilstanden er præget af hyppige spiseanfald, som bliver udløst af en voldsom spisetrang. Bagefter forsøger man at undgå at tage på i vægt, ved at kaste op, faste og lignende. Det forstærker en forvrænget kropsopfattelse.
Ved begge former for spiseforstyrrelser, kan man få andre psykiske symptomer som angsttilstande, depression og tvangstanker, ligesom man kan se spiseforstyrrelser som led i andre psykiske lidelser.
Hvordan forløber sygdommen?
Spiseforstyrrelser optræder især hos unge og yngre mennesker, og sygdommen forløber meget forskelligt, men den er som regel langvarig. Svære tilfælde af anoreksi kan være livsfarlige for dig.
Hvem får sygdommen?
Risikoen for at få en spiseforstyrrelse er lavest for anoreksi: 0,5-1 %. For bulimi er den 1-2 %. Spiseforstyrrelser ses langt overvejende blandt piger og kvinder, men ses ofte med meget alvorligt forløb hos unge mænd også.
Hvad er årsagen til spiseforstyrrelser?
Den præcise årsag kendes ikke. Som ved andre psykiske lidelser ses en vis genetisk (arvelig) tilbøjelighed, ligesom psykologiske faktorer og opvækstforhold kan bidrage til udviklingen Lidelsen kan ses når man fejler noget andet psykiatrisk, som led i at håndtere ubehagelige følelser som angst eller symptomer ved autisme spektrum lidelse.
Undersøgelser ved spiseforstyrrelser
En grundig psykiatrisk vurdering og en generel helbredsundersøgelse er nødvendig for at lægen kan stille diagnosen og vurdere, hvor alvorlig sygdommen er. Det er vigtigt at få afklaret, om der er andre psykiske symptomer end spiseforstyrrelsen.
Behandling af spiseforstyrrelser
Behandlingen er psykoterapeutisk, familieterapeutisk og i akutte faser med voldsomt vægttab kan indlæggelse på hospital blive nødvendigt. Ligeledes kan der behandles med medicin for visse symptomer som angst.
Medicinsk behandling
Den medicinske behandling indgår kun som et led i din samlede behandling og kan ikke stå alene. Ved anoreksi anvendes medicin især mod psykiske følgesymptomer som depression og tvangstanker. Ved bulimi anvendes medicin mod spiseanfald.
Du kan få mere information om spiseforstyrrelser hos Psykiatrifonden og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Lægemidler
Midler mod bulimi

Blandt de lægemidler, der bruges mod depression, anvendes fluoxetin også til behandling af bulimi som supplement til den psykologiske og sociale behandling.
Virkningen indtræder gradvist, og først efter 8-12 uger er virkningen størst.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|