Lactosereduceret diæt

Revisionsdato: 21.03.2025

Hvis du har lactoseintolerans, mangler du evnen til at spalte og optage mælkesukker (lactose). Lactose er mælkens naturlige sukker og giver mælk den lidt sødlige smag. 

Stort set alle med ikke-vestlig baggrund har primær lactoseintolerans, idet laktase-enzymet forsvinder fra deres tarmslimhinde efter 2-års-alderen, når de overgår fra ammemælk til almindelig kost. Nordeuropæere derimod har en særlig genvariant, der betyder, at laktase-aktiviteten bevares hele livet, og de fleste danskere (95 %) er derfor i stand til at indtage, spalte og optage mælkesukker.  

 

Lactoseintolerans kan også opstå ved sygdomme i tyndtarmen, der ødelægger slimhinden og dermed laktase-enzymet. Lactoseintolerans kan udvikle sig i voksenalderen og skyldes hyppigt cøliaki eller andre sygdomme som Crohns sygdom. Når sygdommen behandles bliver slimhinden og dermed laktase-aktiviteten normal igen, men det kan tage flere måneder. 

 

De fleste mennesker med lactoseintolerans kan tåle små mængder lactose per måltid og undersøgelser viser at det svarer til 6-7 g lactose ad gangen. Det svarer til ca. 1,5 dl mælk. Nogle tåler mere og andre mindre, det kan kun den enkelte mærke. 

 

Lavere indhold af lactose i fødevarer er basisbehandling for personer med lactoseintolerance. I almindelig dagligvarehandel kan købes lactosefri mælk, kakaomælk, fløde og yoghurt. ”Mælk” lavet af soja, havre, mandel og ris er naturligt uden lactose og kan evt. drikkes eller anvendes som erstatning for mælk i madlavning. Men da indholdet af kalk og vitaminer er lavere end i almindelig mælk, anbefales normalt mælk og mælkeprodukter, der er lactosefri. Kvaliteten og mængden af protein i havre-, ris- og mandeldrik, men ikke sojadrik, er dårligere end i almindelig mælk. Indholdet af sukker er meget højt i risdrik. I risdrik har man desuden fundet små mængder af det giftige grundstof arsen. Derfor bør små børn undgå risdrik i store mængder, fx som erstatning for komælk. Særligt små børn under 10 kg bør man ikke give risdrik som mælkeerstatning, da den daglige indtagelse af stoffet arsen kan nå op på et for højt niveau. 

 

Indhold af lactose i en række fødevarer:  

  • Smør og fast ost indeholder kun spor af lactose og kan spises uden problemer.
  • Hytteost indeholder lactose og kan spises i små mængder.
  • Myseost indeholder relativt meget lactose og bør udelades.
  • Almindelig mælk, dvs. sød-, let-, mini-, kærne-, kakao-, og skummetmælk indeholder 9,4 g lactose pr. glas mælk.
  • Syrnede mælkeprodukter, fx yoghurt, skyr, ymer og tykmælk, indeholder mindre lactose svarende til 7,4 g lactose pr. 2 dl.
  • Der findes ingen danske oplysninger om indholdet af lactose i mælke- og flødeis, og det må derfor frarådes at spise mælke-og flødeis.
  • Fødevarer, som kan være tilsat mælk, fx leverpostej, pølser, brød og flødechokolade, indeholder som regel under 1 g lactose pr. 100 g og vil derfor tåles af de fleste uden symptomer.
  • Medicinske ernæringsdrikke, som blandt andet forhandles på apoteket, indeholder med få undtagelser meget lidt lactose (< 0,5 g pr. 100 ml). Sondeernæring indeholder ikke lactose.

 

Enzymet laktase 

Laktase er et enzym, der opløser mælkesukker. Det kan enten tilsættes mælk, fløde, syrnede mælkeprodukter, retter med mælk, fx risengrød og lasagne, eller det kan indtages til et måltid, som indeholder lactose. Det betyder, at du kan indtage mælk og retter, hvor mælk indgår, uden problemer. Findes som tabletter og kapsler

 

Tabletterne skal tages, lige før du skal drikke eller spise et måltid med lactose. Kapslerne tilsættes mælk eller retter med mælk. Laktase tåler ikke opvarmning, og derfor skal varme retter afkøle lidt, før du tilsætter enzymet. Der er ingen mulighed for overdosering. 

 

Laktase som kapsler og tabletter kan købes i håndkøb på apoteket. Der kan ikke søges om tilskud. 

 

Køer på græs 

 

Kalktilskud 

Kalk findes i mejeriprodukter som mælk og ost, samt i visse grønsager og bælgfrugter, for eksempel kål som grønkål, broccoli og hvide bønner. Det daglige behov for kalk (950-1150 mg pr dag ifølge de Nordiske Anbefalinger 2023) dækkes normalt af ovenstående fødevarer dvs. ca. ½ liter mælkeprodukt, ost og visse grønsager. Hvis du ikke er i stand til at få dækket dit kalkbehov fra mælkeprodukter og ost, kan det være en idé at supplere med et kalktilskud tilsat D-vitamin for at forebygge knogleskørhed (osteoporose). 

 

Læs om lactose som hjælpestof i medicin

Forfattere