Matrem urt (Generelt)

Revisionsdato: 30.11.2023

Indledning 

Matrem urt er naturmedicin som er godkendt som et Tradionelt plantelægemiddel. Det er en plante som minder lidt om kamille (på latin hedder den Tanacetum parthenium L). På engelsk kaldes den feverfew, da man tidligere troede at planten kunne modvirke feber - det er ikke tilfældet. 

Se beskrivelse af middel med matrem urt her Glitinum 

 

Anvendelse 

Bruges til forebyggelse og lindring af symptomer ved migræne. 

 

Virker det? 

Der er lavet nogle studier i nyere tid, men der er ikke klare beviser for, at det virker.  

Nogle studier viser, at matrem urt kan mindske antallet af migræneanfald, men ikke hvor godt det virker eller hvor længe det varer.  

Andre studier finder ingen forskel mellem matrem urt og placebo. Det kan også have betydning, hvor matrem kommer fra (om det er bladene, ekstrakt eller hvor det dyrkes) og hvordan det er lavet. Derfor er det usikkert, om matrem urt er et godt middel mod migræne. 

 

Læs evt. mere om undersøgelser af effekt af matrem urt på Medicin.dk - Professionel. 

 

Bivirkninger 

Der er muligvis let øget risiko blødning hos særlige patientgrupper. Ellers er bivirkninger som mave- og fordøjelsesbesvær, som ved placebo. Det anbefales at man undlader at tage matrem urt, hvis man er overfølsom over for morgenfruer, brandbæger, chrysantemum og andre medlemmer af kurveblomst familien. 

 

Samtidig brug af anden medicin 

Der er ikke meldinger om problemer med brugen, sammen med anden medicin. Men da matrem urt kan virke blodfortyndende, kunne man forestille sig at der ville være risiko for blødning, hos patienter der i forvejen tager blodfortyndende medicin eller ginkgo biloba

 

Bloddonor 

Du må gerne donere blod, hvis du tager matrem urt i den mængde, som anbefales på pakningen. 

 

Yderligere information 

Læs generelt om naturlægemidler og traditionelle plantelægemidler på Medicin.dk - Borger. 

Se en fuld beskrivelse af matrem urt som traditionelt plantelægemiddel i produktresuméet på Lægemiddelstyrelsens side