Lymfeknudekræft

Hvad er Lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft kaldes ofte blot for lymfekræft, i fagsprog lymfom. Der findes mange forskellige former for lymfeknudekræft. Fælles for disse er, at de udgår fra celler, som tilhører lymfesystemet (lymfeceller). Lymfeknudekræft er anderledes end andre kræftsygdomme, der også kan sprede sig til lymfeknuderne, fx brystkræft eller lungekræft. Modsat lymfeknudekræft opstår disse kræftsygdomme aldrig primært i lymfeknuderne, men spredes dertil. Lymfeknudekræft kan også opstå udenfor lymfeknuderne, særligt i væv hvor der er mange lymfeceller, f.eks. i milten eller i knoglemarven. I nogle tilfælde kan lymfeknudekræft også primært opstå i ikke-lymfoidt væv (ekstranodalt), som f.eks. lunger eller hjerne. Fælles er dog, at kræftcellerne i mikroskop ligner lymfeceller og ofte udtrykker de samme overflademarkører som kroppens normale lymfeceller.

Der er to hovedtyper af lymfeknudekræft: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Begge typer inddeles i flere undertyper. Specielt er der mange undertyper af non-Hodgkin lymfom. Undertyperne defineres ud fra, hvilken type lymfecelle, kræften opstår i, og på hvilket stadie af cellens udvikling. Hyppigst opstår lymfeknudekræft i B-lymfocytter, mindre hyppigt i T-lymfocytter og sjældnere i NK-celler (naturlige dræberceller). Ved Hodgkin lymfom optræder den unikke Reed-Sternberg celle, som er abnorme, store B-celler, Karakteristisk ved Hodgkin lymfom er, at disse Reed-Sternberg kun udgør en lille del af de syge lymfeknuder. Størstedelen af lymfeknuderne ved Hodgkin udføres at normale immunceller, som omkranser de ondartede Reed-Sternberg celler. 

Læs også artiklen Generelt om kræft. 

Symptomer

Hovedsymptomerne ved lymfeknudekræft er hævelse, oftest uden medfølgende smerte, af lymfeknuder. Lymfeknudekræft kan opstå i alle kroppens lymfeknuder og nogle gange udenfor lymfeknuder i andre organer. Derfor er det ikke altid, at de forstørrede lymfeknuder kan mærkes ved en manuel undersøgelse. 

Symptomerne kan være meget forskellige alt efter hvor lymfeknudekræften opstår, og hvor udbredt sygdommen er. Det betyder blandt andet, at nogle patienter ikke vil kunne mærke hævede lymfeknuder direkte, men måske kun trykket fra forstørrede lymfeknuder i maven eller mellem lungerne. Derudover kan nogle patienter have almene symptomer, som vægttab, feber og nattesved (B-symptomer). Træthed, hudkløe, luftmangel og hyppige infektioner kan være andre symptomer.  

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdomsforløbet er meget afhængigt af hvilken type lymfeknudekræft, der er tale om, og hvor udbredt sygdommen er ved diagnosen. Herudover spiller særlige genforandringer også en rolle for prognosen ved nogle typer lymfekræft. Patient relaterede faktorer som alder og almentilstand er også vigtigt for prognosen. 

Som en hovedregel, er de aggressive former for lymfekræft potentielt helbredelige med kemoterapi eller immunkemoterapi. Derimod er mange er de mindre aggressive former (indolente) i reglen uhelbredelige for de fleste patienter. Til gengæld har langt fra alle patienter med indolente former for lymfekræft brug for behandling ved diagnosen. En del kan observeres i flere år, evt. livslangt, uden at få symptomer eller behandlingsbehov. Andre har behov for gentagne behandlinger, oftest over mange år. 

Hvem får sygdommen?

Lymfeknudekræft er lidt hyppigere hos mænd end hos kvinder, men fordeling mellem køn afhænger af undertypen. Lymfeknudekræft kan opstå i alle aldre inklusiv i tidligt i barndommen, men de fleste patienter vil være over 60 år ved diagnosen. Nogle undertyper rammer oftere yngre (under 30 år), f.eks. Hodgkin lymfom. 

Der har været en stigende hyppighed af non-Hodgkin lymfom over tid og i Danmark er der cirka 1.200-1.400 nye tilfælde årligt. I modsætning er Hodgkin lymfom sjældenere med ca. 150 nye tilfælde om året. 

Hvad er årsagen til lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft opstår, ligesom andre maligne sygdomme, ved tilkomst af defekter i lymfecellernes gener (mutationer), hvorved de normale lymfeceller omdannes til kræftceller. Den præcise årsag til, at disse skader opstår, kendes ikke. 

Man ved, at patienter med nedsat immunforsvar, fx AIDS-patienter og patienter, der får immundæmpende behandling, har en øget risiko for at udvikle lymfeknudekræft. Hertil kan visse virusser bidrage til udviklingen, fx Hepatitis B og C og Epstein-Barr virus. Nogle autoimmune sygdomme er også forbundet med øget risiko for lymfeknudekræft. Hos langt de fleste patienter er der dog ingen god forklaring på tilstanden. 

Undersøgelser ved lymfeknudekræft

For at stille diagnosen skal der tages en vævsprøve. Oftest vil en lymfeknude eller et stykke af en lymfeknude (biopsi) blive fjernet og undersøgt det under mikroskop. Hvor meget sygdommen har bredt sig, vil du få undersøgt ved scanning (oftest PET/CT eller CT). Ved nogle typer lymfeknudekræft tages en knoglemarvsprøve for at se, om der er celler fra lymfeknudekræften i knoglemarven. 

Specielle forhold hos børn

Lymfeknudekræft er den tredjehyppigste kræftform hos børn. Der er ca. 10-20 nye tilfælde årligt i Danmark. Non-Hodgkin lymfom er lidt hyppigere end Hodgkin lymfom, og det ses hyppigst hos drenge. 

Behandling af lymfeknudekræft

Valg af behandling afhænger af typen og udbredelsen af lymfeknudekræften. Der kan anvendes flere forskellige muligheder eller kombinationer heraf:  

• Strålebehandling. Når kræften er begrænset til et enkelt område af kroppen, fx lysken eller halsen, kan strålebehandling alene være tilstrækkeligt ved nogle indolente typer non-Hodgkin lymfom.
• Kemoterapi. Hyppigt anvendes flere stoffer samtidigt i kure med 2-4 ugers mellemrum.
• Immunterapi. Her anvendes antistoffer, som er rettet direkte mod proteiner på kræftcellernes overflade eller antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem til at dræbe kræftcellerne.
• Enzymhæmmere. Visse enzymer er nødvendige for kræftcellernes livscyclus og vækst, og kræftcellerne vil derfor dø, når disse enzymer hæmmes.
• Cellulær terapi. Her anvendes patientens egne T-celler efter genetisk manipulering til at bekæmpe lymfeknudekræften.
• Stamcelletransplantation. Ved lymfeknudekræft med særlig høj risiko og ved tilbagefald efter den første serie kemoterapi, vil behandling med kemoterapi i høje doser kunne komme på tale. Da kemoterapien slår knoglemarvscellerne ihjel, udtages knoglemarvsceller fra patienten inden kemoterapien. Når kemoterapien er slut, indsprøjtes knoglemarvscellerne igen i patienten. I specielle tilfælde kan blodstamcellerne komme fra en fremmed donor.

Bivirkninger ved kemoterapi 

Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt. Kemoterapien vil der for - ud over kræftcellerne også ramme hårceller, knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Behandlingen kan således give bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og tendens til infektioner. Kemoterapi med tabletter (fx chlorambucil) virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis det er nødvendigt at give høje doser, kan bivirkningerne blive alvorlige. Specielt kan der ses livstruende infektioner. Der er også bivirkninger, der hører mere til bestemte typer kemoterapi. F.eks. kan nogle typer give hjertebivirkninger, men andre giver nerveskade.

Bivirkninger ved immunterapi 

Antistoffer tåles sædvanligvis godt. Fælles for antistofferne er, at de kan give bivirkninger i forbindelse med infusionen, fx feber, blodtryksfald/stigning, udslæt og påvirket åndedræt. Symptomerne kan være lette, men også alvorlige. Infusionsrelaterede bivirkninger kan ofte modvirkes med binyrebarkhormon. Nogle antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem, kan give immunrelaterede bivirkninger, der ligner autoimmune sygdomme, da immunsystemet også kan gå til angreb på normalt væv. 

Bivirkninger til cellulær terapi og bispecifikke antistoffer 

Disse behandlinger kan give en voldsom aktivering af kroppens egne lymfeceller, som rettes med kræftcellerne. Dette kan give svære bivirkninger fra centralnervesystemet som spænder fra let forvirring til koma. Behandlingerne kan også give cytokin release syndrome (CRS), der karakteriseres af feber, nedsat iltmætning og lavt blodtryk. Tilstanden kan være livstruende, hvis ikke den håndteres hurtigt med immundæmpende medikamenter. 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse. 

Forfattere